Gorgias (dialog)

Gorgias (Oldgræsk Γοργίας Gorgías) er en dialog skrevet af filosoffen Platon. Den er et af hans længste værker. Den er en fiktiv, literært formet samtale. Platons lærer Sokrates diskuterer med den berømte retoriker Gorgias, dennes elev Polos og den rige athener Kallikles.

Efter et foredrag beder Gorgias om spørgsmål fra tilhørerne. Sokrates udnytter lejligheden til at tale med ham. I dialogens første fase debatterer Sokrates med skiftevis Gorgias og Polos. Bagefter overtager Kallikles, der ser sig udfordret af Sokrates holdning, rollen som Sokrates' modspiller.

Temaet er i første omgang spørgsmålet: Hvad er meningen og formålet med Gorgias' mesterligt udførte talekunst. Det viser sig, at dens mål er at overtale tilhøreren med smiger. Den skal give taleren sejren i juridiske eller politiske stridigheder. Den skal gavne talekunsten. Sokrates bestrider, at den antikke retorik kan gøre det; han mener, at taleren kun bilder sig det ind. For at afgøre det, må man afklare, hvad det gode og ønskværdige er. Her vender diskussionen sig mod hovedtemaet, spørgsmålet om den bedste levevis. Her står opfattelserne stejlt mod hinanden. For Kallikles er det gode lysten, som man skal tilstræbe med alle midler; etik og juridiske overvejelser er irrelevant.

Sokrates' opfattelse er, at det er bedre at lide uret end at gøre uret, da at gøre uret, tilføjer ens sjæl den største skade. Som han ser det beror det gode og det dydige (arete) på den rigtige, naturlige orden: at mennesket skal bevare sin egen sjæl - også i samfundet. Den sjælelige orden kræver, at det kaotiske begær underkastes fornuften. Den, der behersker sig selv, er dydig, handler rigtigt og har et lykkeligt liv. Han har nået tilstanden eudaimonia, lykke. Hertil er filosofisk indsigt nødvendig, ikke retorik.

Dialogen ender ikke med enighed; hverken Sokrates eller hans samtalepartnere, kan overbevise modparten. De giver enkelte tilståelser, men i de store og hele beholder alle deres mening.